 |
Vandløbsøkologiske studier af invertebratfaunaen i - et typisk bornholmsk sprækkedalsvandløb af Preben Kristensen pk@ringeby.dk |
.jpg) |
|
|
Vandløbsøkologiske studier af invertebratfaunaen i - et typisk bornholmsk sprækkedalsvandløb af Preben Kristensen pk@ringeby.dk |
|
Kobbeå vandløbssystemet er en typisk repræsentant for de nordøstbornholmske vandløbssystemer, der løber på fast klippegrund i bunden af sprækkedale, i retningen fra sydvest mod nordøst. Kobbeå vandløbssystemet afvander et opland på 24 km² og er således efter bornholmske forhold relativt stort (fig. 003 og fig. 004). Oplandet udgøres af 77 % landbrugsarealer og 23 % ”naturområder”, dvs. skove, udyrkede arealer og vådområder m.v. (Klavs Nielsen, BRK, pers. op.)
Kobbeå systemet består af to hovedgrene, Spagerå og Præstebækken, der samles ca. 2,2 km fra udløbet i havet. Fra sammenløbet af de to grene og ned til udløbet i havet hedder vandløbet Kobbeå (fig. 005).
_______________________________________________
Den længste og nordligste af de to hovedgrene hedder Spagerå og er ca. 8,4 km lang. Spagerå har sit væsentligste kildeområde i Nyker og Klemensker plantager, hvor små skovbække og -grøfter samler sig til hovedløbet, der stille glider mod havet på et plateau med ringe fald i terræn (1-2 ‰) på de øverste ca. 6 km. Vandløbet er på denne strækning dybtliggende og reguleret, og omgivelserne er agerland. En stor del af dette område udgjorde tidligere et stort vådområde, der siden er drænet og opdyrket. I dag er der kun en smule vådområde tilbage omkring Lærkesøerne. På denne flade strækning tilføres urenset husspildevand fra enkeltliggende ejendomme, foruden drænvand fra markerne og gårdbidrag. Der blev i 1981 fundet adskillige forureninger med især møddingsvand i vandløbssystemet (P. Kristensen, 1981), men disse forhold er heldigvis historie i dag. Dog sker der fra tid til anden større udslip af fx ensilagesaft, senest i 1999 på den øvre strækning omkring Årsballe. Substratet på den flade strækning af Spagerå består overvejende af sand og mudder, bortset fra et mindre antal små stryg med fast substrat. Kantvegetationen med overhængende urter dækker i sommerperioden næsten fuldstændig vandspejlet, og den submerse vegetation udgøres overvejende af tråddannende grønalger. Der vokser træer langs en mindre del af vandløbet, skønsvist 5-10 % af strækningen, og her er vegetationen på grund af beskygning naturligvis mere sparsom. Vandløbet er målsat med basismålsætning (B3), - der dog ikke er opfyldt over store strækninger på grund af regulering, tilførsel af spildevand og en ringe selvrensningsevne. Fig. 006 viser et foto af Spagerå på den øvre regulerede strækning.
På de nederste 3-4 km af løbet, fra Østerlars-Gudhjem landevejen (Rågelundsgård), øges faldet gradvist, til mellem 20-30 ‰. Åen løber her frit og ureguleret i en skovklædt kløft (sprækkedal) og har nærmest karakter af et bjergvandløb, med stor strømhastighed. Den nedre strækning af Spagerå, indtil sammenløbet med Præstebækken, ligner således gradvist mere og mere den egentlige Kobbeå, såvel med hensyn til faldforhold som omgivelserne. Vandløbet er målsat som gyde- og opvækstområde for laksefisk (B1), og denne målsætning synes at være opfyldt, når der ses bort fra at ørrederne rent fysisk ikke kan passere Stavehøl.
Ca. 150 m nedstrøms det store vandfald ”Stavehøl” i Spagerå støder den anden hovedgren, Præstebækken til, og de to vandløb danner som nævnt tilsammen Kobbeå.
Præstebækkens hovedløb har en længde på ca. 4,5 km. En stor del af de øvre strækninger er rørlagte. Præstebækken har tidligere været stærkt spildevandsbelastet fra byen Østerlars, hvor kloakvand fra byen og spildevand fra mejeriet blev ledt urenset ud. I dag er området kloakeret, og spildevandet sendes via en afskærende ledning til renseanlæg ude ved kysten. I forbindelse med kraftigt regnvejr er der dog overløb til åen, der således ind imellem modtager fortyndet spildevand.
Præstebækken afvander området mellem Østerlars og Åløse og har på den nederste strækning inden sammenløbet med Spagerå samme karakter af bjergvandløb som Spagerå’s nedre løb, og selve Kobbeå. Vandføringen i Præstebækken er, på grund af det mindre opland, lavere end vandføringen i Spagerå, og åen kan tørre ud i tørre somre. Fig. 007 viser et foto af Præstebækken ved sammenløbet med Kobbeå.
Efter sammenløbet af de to grene Spagerå og Præstebæk, bliver løbet bredere, fra 4-10 m (middel: ca. 6 m), idet vandføringen nu er større. Fig. 008 viser et foto af Kobbeå, taget ca. 300 m nedstrøms sammenløbet af Spagerå og Præstebæk. Vandløbet har ikke på noget tidspunkt været totalt udtørret ved målebygværket i perioden siden 1980, hvor BRK begyndte at måle vandføringen kontinuerligt, og jeg har heller ikke længere opstrøms mod sammenløbet af de to hovedgrene set åen helt tør nogensinde.
Den 2,2 km lange strækning fra sammenløbet af Spagerå og Præstebæk, og ned til åens udløb i havet, er en stor naturmæssig attraktion, og særligt i forårstiden er stedet velbesøgt på grund af det flotte flor af både hvid, gul og blå anemone, samt åens vildsomme forløb på den sidste stejle strækning ned mod havet. I maj måned springer træerne ud, og billedet ændres totalt. På den tid dominerer ramsløgenes friskgrønne blade og hvide blomster. Længere hen på sommeren er Kobbeå dalen et godt sted at være på en varm sommerdag, for der er altid svalt i dalen, selv på en stegende varm sommerdag. Men åen er om sommeren (juni-august) ofte svundet ind til kun at bestå af smalle strømrender og høller, hvori ørredyngelen kæmper om at finde de bedste skjulesteder.
I løbet af efteråret begynder vandføringen atter at stige efter regnperioder, i takt med at grundvandsmagasinerne bliver fyldt op. I oktober-november måned, i forbindelse med efterårets første spate, går havørrederne op i vandløbet for at gyde, og mange mennesker finder vej til Kobbeåen for at se denne attraktion. Det er på den årstid, at vandføringen efter et kraftigt regnvejr kan blive rigtig stor, og vandløbet tordner af sted ned mod havet, med et udseende omtrent som ”café au lait”. Fig. 009 viser Kobbeå systemets højdeforhold, opmålt på basis af 1:25.000 kort fra KMS.
Nærværende undersøgelser er foretaget på den nedre strækning af Kobbeå, ca. 600 meter opstrøms udløbet i havet. Koordinaterne er:
Geografisk 55°11´27´´ N, 14°59´12´´ E;
UTM kortreferencer WGS 84 33UVB991159.
Fig. 010-17 er en serie fotos taget på eller omkring prøvestrækningen i 2001. Prøvestrækningen er en 50 meter lang strækning, der er forholdsvis homogen. Faldet i terræn i vandløbet på prøvestrækningen er i middel ca. 25 ‰, og vandløbsbunden består overvejende af klippestykker, sten og grus. Sand og finere materiale findes i varierende udstrækning i enkelte dybere partier og langs bredden, hvor der er strømlæ, men der foregår til stadighed en stor omlejring af både sand og større sedimentpartikler i forbindelse med spates. De mange store sten, udhulede brinker og trærødder, giver gode skjulesteder for ørredbestanden.
Løbets bredde på undersøgelseslokaliteten er gennemsnitligt ca. 6 m (variation 5-9 m). Vanddybden varierer med vandføringen og skønnes i undersøgelsesperioden at være op til ca. 1 m i de dybeste høller under spates. Til gengæld er der i tørre somre så lidt vand i åen, at man uden problemer kan forcere vandløbet i sko ved at gå fra sten til sten. Strømhastigheden er ligeledes meget vandføringsafhængig og er grundet det store fald i terræn ganske stor. Det skønnes, at de maximale strømhastigheder under store ”spates” overstiger 400 cm/sek., se også resultatafsnittet om strømhastighed.
På grund af beskygningen fra træbevoksningen og de barske strømforhold, er en egentlig vandløbsvegetation ikke udviklet. Rødalgen Lemanea fluviatilis (L.) (strømtråd), samt især den skorpedannende rødalge Hildenbrandtia rivularis (Liebm.), er udbredte og karakterarter i bornholmske sprækkedalsvandløb på skyggefulde steder, og også på prøvestrækningen. På undersøgelseslokaliteten findes der ikke rodfæstede, højere vandplanter. Træbevoksningen i sprækkedalen består hovedsagelig af flg. Arter: Elm (ca. 40 %), ask (ca. 30 %), rødel (ca. 10 %), avnbøg (ca. 10 %), spidsløn (ca. 5 %) og kirsebær (ca. 5 %). Hertil kommer hist og her hassel og hyld, og specielt længere oppe i kobbeådalen er der ”forvildede” bevoksninger af ædelgran.
Her omkring år 2000 er alle elmetræer mere eller mindre angrebet af elmesyge, og mange er allerede enten fældede eller selv faldet, og denne udtynding af den dominerende træart vil i løbet af de næste år medføre, at sprækkedalen for en periode vil blive væsentlig mere lysåben end tidligere, indtil de øvrige træarter tager over og breder sig. I løbet af de næste 10 år vil ask komme til at dominere trævegetationen. Grønalgen Cladophora sp. findes hist og her, hvor lysindfaldet gennem træernes bladtag gør det muligt. På strækninger, hvor der slet ingen skyggende træer findes, kan trådalgerne i sommertiden være særdeles dominerende og påvirke vandløbskvaliteten meget (se fig. 044 og fig. 045). På de lysåbne strækninger kan der i sommermånederne også spire forskellige tokimbladede planter frem i det tørlagte løb, fx Kæmpebjørneklo, Heracleum pubescens (Hoffm.) Bieb og Lådden og Dunet Dueurt, Epilobium hirsutum L. og E. parviflorum Schreber. På grund af de store vandføringspulser i vinterperioden, vil alle trådalger og eventuelle rodfæstede planter dog blive vasket væk ved den første ”spate” episode.
Vandføringen i Kobbeå er velkendt, da BRK har en hydrometrisk målestation ca. 450 m nedstrøms undersøgelseslokaliteten, se kortet fig. 005. Da nedbørsoplandet er smalt nederst i Kobbeå vandsystemet (fig. 004), er vandføringen ved målebygværket med stor tilnærmelse repræsentativt for hele Kobbeå, fra sammenløbet af Spagerå og Præstebæk, og til udløbet.
Vandføringen er meget variabel året igennem. Det skyldes først og fremmest, at oplandets undergrund består af grundfjeld (granit), der er impermeabelt for vand, og forekomst af grundvand er hovedsagelig begrænset til sprækkesystemer i grundfjeldet, hvor klippen lokalt kan være stærkt opsprækket og knust. Disse lokale grundvandsmagasiner har dog begrænsede magasinegenskaber, idet de billedligt talt kan sammenlignes med badekar, der ganske vist kan indeholde en del vand, men som løber over når de er fyldt, så kun den mængde vand, som sprækken kan indeholde, vil blive gemt (Baltzer & Hansen, 1990). Vandindvinding i sådanne områder medfører derfor, at grundvandsstanden i disse lokale magasiner sænkes, og det nedbørsoverskud, der tilføres i sommerperioden, forbruges derfor til at fylde magasinerne op, frem for at afstrømme gennem vandløbet. Dette kan i værste fald bevirke, at vandløbet tørrer ud, eller at vandføringen reduceres markant. Hertil kommer, at store dele af vandløbssystemets øvre strækninger er regulerede og drænede, så nedbørsoverskuddet hurtigt ledes bort. De fleste somre (juli-september) falder vandføringen til ganske få l/s, mens vandføringen i resten af året er noget højere, typisk et par hundrede l/s. I tilfælde af skybrud, specielt i perioder hvor jorden i forvejen er vandmættet, og ved stor snesmeltning i forårstiden, kan vandføringen i løbet af ganske kort tid stige til adskillige tusinde l/s (fig. 018-019-020).
Vandforbruget, og dermed oppumpningen af grundvand, har i mange år været stigende, men siden ca. 1990 har der været en faldende tendens. De seneste år er faldet dog stagneret og forbruget er de seneste par år næsten konstant. Forbruget af vand fra Østerlars vandværk var i 1990 64.000 m3. I år 2000 var forbruget faldet til 42.000 m3, en reduktion på 34 % (BRK, 2001b). Dette fald i mængden af oppumpet grundvand betyder alt andet lige betyde, at vandføringen i de kritiske sommermåneder vil øges i forhold til tidligere. Men det var også på høje tid, at vandforbruget faldt. I 1990 så forbruget af vand stadigvæk ud til at ville stige, og ifølge en vandforbrugsprognose forventedes dengang et forbrug på 140.000 m3 per år i år 2000 fra Østerlars vandværk, hvilket ifølge en simulering med NAM (Nedbørs-Afstrømning-Model) ville resultere i, at de tørre perioder i sommerhalvåret ville forøges yderligere (Baltzer & Hansen, 1990). Så galt kom det altså ikke til at gå.
Kobbeå systemets nedre løb, dvs. den egentlige Kobbeå, huser en stor bestand af havørred (Salmo trutta L.), og gydepladserne ligger tæt, lige fra havet og op til sammenløbet med Præstebækken, hvor videre opgang er umulig på grund af impassable vandfald, nemlig Stavehøl i Spagerå (højde ca. 5 m, lodret fald) og Svalphølen nederst i Præstebækken (højde ca. 1 m, lodret fald). Indtil 1992 blev der udsat ørreder mange steder på Bornholm, således også på strækningen opstrøms Stavehøl, hvor den naturlige opgang er forhindret af vandfaldet. I dag udsættes der ikke længere ørred i de bornholmske vandløb. Alle bornholmske ørreder er derfor vildfisk, og bestanden er god.
Foruden ørred findes der enkelte ål, men bestanden af denne art er de senere år meget reduceret. I maj 1984 blev der omkring prøvestrækningen på en 100 m lang strækning taget 6 ål mellem 25 og 60 cm ved elektrofiskeri. I dag er bestanden af ål i de bornholmske vandløb nede på omkring en tiendedel (Hans Ole Bech, BRK, Pers. opl.)
Især lidt højere oppe i vandløbssystemet (Præstebæk og Spagerå) findes en fast bestand af nipigget hundestejle, foruden skalle, aborre og gedde, der spredes til det meste af vandløbssystemet fra opstrøms beliggende søer og moser.
Baltzer, S. & Hansen, K.M. (1990): Simulering af vandføringen I Kobbeå med NAM. Afgangsprojekt fra DIAB i 3 bind.
BRK (2001b): Vandforsyning på Bornholm 2000. Bornholms Amts Tekniske Forvaltning, Rapport nummer M.11-2001, 82 pp.
Kristensen, Preben (1981): Biologisk undersøgelse af Kobbeå systemet med henblik på vurdering af miljøtilstanden, samt opsporing af forureninger i oplandet. Rapport udarbejdet for Bornholms Amt, Miljøafdelingen (upubliceret).
.gif){kind=small}