www.BIOkon.dk - Faunaen

Dansemyggene er antalsmæssigt den mest dominerende gruppe med over 2.600 ind./m2 i middel over undersøgelsesperioden, hvilket svarer til 29 % af samtlige dyr i den kvantitative undersøgelse. Materialet i denne undersøgelse består af i alt 8.454 larver og 147 pupper. Fig. 182, der viser abundansens årsvariation af det samlede larvemateriale. Der ses en stor temporal variation (fra 300 – over 8.000 ind./m2), og år-til-år variationen er stor, da april prøverne varierer med en faktor 3. Årsvariationen af det totale antal pupper fremgår af fig. 183. Variationen i antallet af pupper følger tidsmæssigt larvernes årsvariation meget fint, hvilket viser, at der generelt er tale om en gruppe dyr med hurtig udvikling.

Af de registrerede 28 taxa udgjorde de 8 mest dominerende taxa, hver med over 100 ind./m2 i middel, 82 % af samtlige chironomider. 10 taxa, hver med 10-100 ind./m2 i middel, udgjorde tilsammen 15 % af samtlige chironomider, mens de resterende 10 taxa hver med under 10 ind./m2 i middel tilsammen udgjorde under 1 % af samtlige chironomider.

Chironomider har ikke tidligere været genstand for systematiske undersøgelser af udbredelse og kvantitativ forekomst på Bornholm.

De fleste taxa har den største abundans om foråret, mens enkelte (heriblandt alle Tanypodinae) dominerer om sommeren. Mange af de registrerede taxa har deres hovedudbredelse i kilder og kildebække. Livscyklus for chironomider i tempererede områder findes i alle variationer, lige fra univoltine til 5 årlige generationer. I et studie over livscykler for chironomidae, der omfattede 125 arter fandt Tokeshi (1995) 33 % univoltine arter, 44 % bivoltine arter og 18 % multivoltine arter (med 3 eller flere årlige generationer).

▲

Underfamilie: Tanypodinae

Conchapelopia melanops (Meigen, 1818)

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Conchapelopia melanops var den hyppigste af Tanypodinerne med 80 % af individerne i denne underfamilie. Middelabundansen var 77 ind./m2, svarende til 3 % af det samlede antal chironomider i Kobbeå. Materialet består af 241 larver og 6 pupper. Abundansen af larver toppede i maj-juli med 125-250 ind./m2, og der blev fundet pupper i en sammenhængende periode fra juni-august med maximum i juli (fig. 184). Conchapelopia har derfor med stor sandsynlighed 1 årlig generation med en lang flyvetid i perioden juni-august i Kobbeå.

Litteraturreferencer. Dette stemmer godt overens med, hvad Lindegaard & Mortensen (1988) fandt i midtjyske Rabis Bæk, hvor Conchapelopia melanops havde en emergensperiode, der strakte sig over sommermånederne juni-august. I Linding Å i Vestjylland var Conchapelopia melanops den almindeligste af Tanypodinae med maximum i abundans af larver i perioden marts-august, mens der blev fundet pupper i maj-august med flest i juni måned, hvilket peger på en lang emergensperiode i tidsrummet maj-august (Lindegaard 1972).

Habitat. Slægtens larver er generelt polyoxybiontiske, og mere eller mindre kold-stenoterme, mens kun få arter, heriblandt C. melanops, er euryterme (Fittkau, 1962; Fittkau & Roback, 1983). C. melanops er den almindeligste Tanypodin i nordtyske søers littoralzone og i mindre vandløb, hvor emergensperioden strækker sig fra maj-september (Fittkau, 1962).

Ernæring. Conchapelopia arterne lever udelukkende af rov (Moog, 1995).

Udbredelse. Slægten har overvejende en Holarktisk udbredelse med 8 Palaearktiske og 9 Nearktiske arter (Fittkau & Murray, 1986), hvoraf de 5 arter er fundet i Nordeuropa, og heraf er der blot en enkelt dansk art, C. melanops (Lindegaard, 1997).

Udbredelse på Bornholm. Conchapelopia er på Bornholm fundet flg. steder: Svenskebæk og kildetilløb til Svenskebæk, rheocren ved Bjerregård, Døndal Å, Bobbeå og Kæmpeå ved Helligpeder (pers. obs.).

▲

Macropelopia sp.

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Macropelopia sp. er i Kobbeå kun fundet i månederne maj-august og i et væsentligt lavere antal end Conchapelopia. Der blev fundet 14 larver og ingen pupper (fig. 185).

Da det generelle billede af abundansens variation over året i det store og hele ligner hvad der fandtes for Conchapelopia, antages livscyklus for de to taxa at være ens, dvs en enkelt årlig generation med en lang emergensperiode fra juni-august.

Livscyklus, litteraturreferencer. Lindegaard (1972) fandt i Linding Å 2 Macropelopia arter, nemlig M. nebulosa (Meigen, 1804) og M. adaucta Kieffer, 1916. Larverne blev ikke bestemt til art, men da de fleste pupper og imagines bestemtes som M. nebulosa, blev samtlige larver henført til denne art. Der blev fundet en 2-delt flyveperiode i hhv. april-maj og juni-oktober. Forekomsten af 2 årlige generationer stemmer dog ikke overens med resultaterne af en undersøgelse af livscyklus for M. nebulosa i Rabis Bæk, idet der her kun fandtes en enkelt årlig generation med en lang flyveperiode fra foråret til hen på sommeren (Lindegaard & Mortensen 1988).

Habitat. Macropelopia arterne betegnes af Fittkau & Roback (1983) som generelt kold-stenoterme med forekomst i det fine sediment i kølige kilder, vandløb og søer. Der er dog stor forskel på de enkelte arters habitatpræferencer. Lehmann (1971) anfører, at han ofte har taget arten M. nebulosa i bundslammet i de nedre afsnit af Fulda systemet, hvorfor han betegner denne art som euryterm og eurytop.

Fra Nordeuropa kendes 4 arter, og heraf findes 3 af arterne i Danmark: M. adaucta Kieffer, 1916 (syn.: M. goetghebueri (Kieffer, 1918)); M. nebulosa (Meigen, 1804) og M. notata (Meigen, 1818). Mens M. nebulosa nærmest er allestedsnærværende og findes i både søer, vandløb og kilder, er M. adaucta og M. notata crenobiontiske og crenofile arter, dvs stærkt knyttede til kilder og kildebække (Lindegaard 1995). M. nebulosa er da også langt den mest udbredte af de 3 danske arter (Viggo Mahler, pers. komm.). I Grejs Å-systemet var Macropelopia sp. et karakteristisk og talrigt faunaelement på lokaliteter belastet med forurenende stoffer (Vejle Amt, 1988). Macropelopia spp. blev fundet i 42 ud af 110 undersøgte fynske og jyske kilder (Lindegaard et al., 1998).

Ernæring. Macropelopia arterne er overvejende rovdyr, mens detritus spiller en underordnet rolle (Moog 1995).

Udbredelse på Bornholm. De store røde Macropelopia larver var 12. juli 2002 meget talrige på de øvre strækninger af Kobbeå omkring Lille Spagergård, hvor strømhastigheden er ringe og sedimentet derfor fint. Af andre findesteder på Bornholm kan nævnes Svenskebæk og et kildetilløb til Svenskebæk (pers. obs.).

▲

Zavrelimyia sp.

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Zavrelimyia sp. blev fundet i forholdsvist lavt antal (middel: 15 ind./m2), med maximal abundans i juli på knap 100 ind./m2. Materialet består af 43 larver og 1 puppe. Abundansens årsvariation for Zavrelimyia var i hovedtræk som for de øvrige to Tanypodiner, nemlig med et maximum for larver i sommerperioden. Der blev fundet pupper i juli måned (fig. 186). Livscyklus synes dermed at være en enkelt generation med flyvetid omkring juli-august.

Litteraturreferencer. Z. barbatipes (Kieffer, 1911) blev fundet i lavt antal i Linding Å, hvor arten ud fra fund af pupper tilsyneladende havde en meget lang flyvetid fra maj til september (Lindegaard 1972). I Rabis Bæk fandt Lindegaard & Mortensen (1988) en enkelt årlig generation ligesom hos de øvrige Tanypodiner.

Taxonomi. Fra Nordeuropa kendes 6 arter, hvoraf 3 er kendt fra Danmark: Z. barbatipes (Kieffer, 1911); Z. melanura (Meigen, 1804) og Z. nubila (Meigen, 1830). Mens Z. nubila tilsyneladende findes i mange habitater, betegnes Z. barbatipes som crenofil og Z. melanura som både crenobiontisk og crenofil (Lindegaard 1995).

Habitat. Zavrelimyia arterne er mere eller mindre kold-stenoterme. Den foretrukne biotop for larverne er sandede eller detritusrige sedimenter i kildenære vandløb eller i kilderne selv, mens de kan findes i nedre vandløbsstrækninger og søers littoralzone i bjergegne og koldere klimater (Fittkau & Roback 1983, Fittkau & Murray 1986).

Ernæring. Alle Zavrelimyia arter lever af rov (Moog 1995).

Udbredelse på Bornholm. Udover fund af arten i Kobbeå er Zavrelimyia på Bornholm indtil videre kun fundet i Svenskebæk (pers. obs.).

▲

Underfamilie: Diamesinae

Diamesa insignipes Kieffer, 1908

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Materiale: 1.938 larver og 7 pupper. Diamesa insignipes var den mest dominerende dansemyg i Kobbeå. Med en middelabundans på næsten 600 ind./m2 udgjorde arten 22 % af det totale antal chironomider. I april-maj var abundansen høj, op til 3.500 ind./m2, mens den var lav (< 50 ind./m2) i resten af året, med undtagelse af september-oktober, hvor der findes en svag generation med 134 larver/m2 i september og 23 pupper/m2 i oktober (fig. 187).

Livscyklus kan beskrives således: I april-maj udvikles en stærk forårsgeneration. Efter æglægning forbliver hovedparten af æggene i hvile til næste forår. En mindre del udvikler hen gennem sommeren endnu en generation med flyvetid koncentreret omkring efterårsmånederne september-oktober. Fund af store larver i september 2001 i bl.a. Storefos bekræfter tilstedeværelsen af en emergensperiode i efteråret (pers. obs.).

Livscyklus (litteraturreferencer). I Linding Å i Vestjylland fandtes D. insignipes relativt fåtalligt især i åens hovedløb (et 2.-3. ordens vandløb), hvor der fandtes en enkelt årlig generation med flyvetid i april-maj (Lindegaard 1972). I det lille kølige 2. ordens vandløb, Rabis Bæk (tilløb til Karup Å i Midtjylland), fandt Lindegaard & Mortensen (1988) Diamesa insignipes i et lavt antal på 52 ind./m2, svarende til 0,2 % af det totale antal chironomider. Der fandtes 2 generationer årligt, med flyvetid i hhv. maj-juni og august-september. Også i tyske Fulda fandtes 2 årlige generationer med flyvetid i januar-maj/juni, og igen i perioden september til oktober/november (Lehmann, 1971).

Habitat og udbredelse. Diamesa insignipes er polyoxybiontisk og en delvis kold-stenoterm art, der udelukkende findes i vandløb (Lindegaard, 1972). Arten er udelukkende knyttet til kilder og strømmende vand (Lindegaard, 1995; Lindegaard et al., 1998). I en undersøgelse af 110 danske kilder og kildebække på Fyn og i Jylland fandtes Diamesa insignipes i 18, svarende til hvert sjette af disse vandløb. Hvor arten fandtes, var middelabundansen stor, og arten udgjorde 4,5 % af samtlige chironomider i undersøgelsen (Lindegaard et al.1998). Diamesa slægten er generelt kulde-adapterede og findes især i vandløb og kilder, samt i mindre grad i søernes bredzone (Oliver 1983; 1986). Lindegaard & Brodersen (1995) anser temperaturen som vigtigste faktor for udbredelsen af Diamesinae underfamilien.

Den foretrukne substrattype er stenbund på hurtigt strømmende vand (Thienemann 1954, Lindegaard 1972). Thienemann (1954) fandt artens hovedudbredelse i alpine og subalpine bjergbække med hurtigtstrømmende og køligt vand. I regulære gletchervandløb derimod fandtes D. insignipes ikke, men var her erstattet af andre arter som fx D. steinboecki Goetghebuer, 1933 og D. latitarsis Goetghebuer, 1921. Siebert (1980) betegnede D. insignipes som moderat kold-stenoterm, med præferens for stærk til jævn strømhastighed. Rossaro (1991) angiver temperaturoptimum for Diamesa spp. til (8,3 ± 3,4) °C (mid. ± SD).

Ernæring. D. insignipes ernærer sig hovedsagelig som græsser, men også detritus spiller en rolle som fødegrundlag. Arten kan desuden i mindre omfang ernære sig ved rov (Moog 1995).

Udbredelse på Bornholm. På Bornholm er Diamesa insignipes både udbredt i større sprækkedalsvandløb, der minder om Kobbeå, bl.a. Døndal Å og Gyldenså, men er også fundet i mindre vandløb, bl.a. Grynebækken, Kæmpeå, Muleby Å og skovvandløbet Svenskebækken i Almindingen (pers. obs.).

▲

Underfamilie: Prodiamesinae Sæther, 1976

Prodiamesa olivaceae (Meigen, 1818)

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Der blev kun fundet 2 larver og 1 puppe af Prodiamesa olivaceae i månederne februar og april 2000 (fig. 188). Ud fra dette spinkle materiale kan det kun konkluderes, at der i hvert fald er flyvetid i april-maj.

Habitat og udbredelse. Artens foretrukne levested er vandløbsstrækninger med relativ svag strøm og ophobninger af detritus (Thienemann, 1954; Maitland, 1964; Lehmann, 1971; Lindegaard, 1972) samt i littoralzonen i søer (Thienemann 1954, Pinder 1995). I Grejs Å-systemet var den specielt talrig på lokaliteter, belastet af spildevand (Vejle Amt, 1988). Arten er fundet over hele Europa (Thienemann, 1954; Lindegaard, 1972; Lindegaard, 1997). Føden består overvejende af detritus (Berg, 1995, Moog, 1995).

Økologi og Livscyklus. I Linding Å i Vestjylland udgjorde P. olivaceae en vigtig del af faunaen, specielt på steder med svag strøm, i ”Micropsectra-samfundet” sammen med Micropsectra arter og Macropelopia nebulosa (Lindegaard, 1972). Lindegaard & Mortensen (1988) fandt også arten i det lille midtjyske vandløb Rabis Bæk i stor mængde, ca. 700 ind./m2, og arten udgjorde ca. 15 % af produktionen af dansemyg. Instar-analyser derfra viste, at der fandtes 2 årlige generationer med emergens i hhv. maj-juni og i august-september. Prøvetagningsmetodikken i nærværende undersøgelse favoriserer arter tilknyttet det faste substrat på bekostning af arter fra mere rolige partier af vandløbet, og det kan derfor ikke undre, at der er fundet så få individer af en art som Prodiamesa olivaceae.

Ernæring. Hovedsagelig detritus, ernærer sig som aktiv filtrator/collector (Moog, 1995)

Udbredelse på Bornholm. På Bornholm er arten fundet i vandløbenes rolige partier, bl.a. i de nedre dele af Øle Å og Tingsted Å (pers. obs.).

▲

Underfamilie: Orthocladiinae Edwards, 1929

Brillia modesta (Meigen, 1830)

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Brillia modesta er fundet som larve i Kobbeå hele året, bortset fra april 1999 (fig. 189). Materialet består af 226 larver og 2 pupper. Abundansen var 61 ind./m2 i middel, men nåede op på over 250 ind./m2 i oktober. Forekomsten af pupper i marts og september tyder på 2 årlige generationer: en tidlig forårsgeneration (marts-april) og en sensommer/efterårsgeneration (september-oktober).

Livscyklus, litteraturreferencer. Resultaterne fra Kobbeå stemmer godt overens med, hvad Lindegaard & Mortensen (1988) fandt i Rabis Bæk. Her fandtes 2 klart definerede generationer med flyvetid i hhv. april-maj og september-oktober. Lehmann (1971) fandt 2-3 årlige generationer: en kraftig forårsgeneration i marts-maj, fund af enkelte imagines sommeren igennem, og igen en kraftig efterårsgeneration i september-november i tyske Fulda. Siebert (1980) fandt i Breitenbach, at livscyklus kunne variere fra 1 til 3 årlige generationer.

Habitat. Arten er blandt 110 undersøgte kilder og kildebække på Fyn og i Jylland fundet i ikke færre end 90 (82 %) af disse (Lindegaard et al., 1998). Den store forekomst i kilder stemmer godt overens med, at Rossaro (1991) fandt et lavt temperaturoptimum på kun 8,4±2,3 °C for arten. Thienemann (1954) anser arten som krenobiont og krenofil, dvs udelukkende knyttet til kildenære omgivelser, angiver Lindegaard et al. (1998), at den foruden strømmende vand også er i stand til at leve i stillestående vand. Cranston et al. (1983) angiver, at arten også kan findes i søers littoralzone. Thienemann (1954) anser Brillia modesta for en karakterart for de centraleuropæiske kilder og udgør udover et strengt vandlevende liv også en del af den hygropetriske fauna.

Ernæring. Brillia modesta indtager en særstilling blandt chironomiderne ved at være stærkt knyttet til vanddrukkent træ og plantedele, idet arten lever af at minere disse substrater (Cranston et al., 1983; Coffmann et al., 1986; Berg 1995; Moog 1995). Hoffmann & Hering (2000) rubricerer arten som obligat xylofag.

Taxonomi. I det holarktiske område er der beskrevet 7 Brillia arter (Cranston et al., 1983; Coffman et al., 1986), mens der i Nordeuropa kendes 2 arter, der begge lever i Danmark: B. longifurca Kieffer, 1921 og B. modesta (meigen, 1830) (syn.: B. brevinervis Kieffer, 1916) (Lindegaard 1997).

Udbredelse på Bornholm. På Bornholm er Brillia modesta udbredt i vandløb og kilder og bl.a. fundet følgende steder: Rheokren ved Bjerregård, Rheokren ved Svenskebæk, Gyldenså, Døndal Å, Kæmpeå og Askebæk (pers. obs.).

▲

Chaetocladius sp.

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Chaetocladius sp. (fig. 190) forekommer i Kobbeå som larver i meget lavt antal (< 10 ind./m2) i månederne marts-maj, mens der er fundet en enkelt puppe i februar måned. Chaetocladius sp. synes ud fra det sparsomme materiale at have en tidlig forårsgeneration i Kobbeå.

Habitat og udbredelse. Chaetocladius slægten er udbredt i mange forskellige habitater, lige fra stærkt eutrofe permanente og udtørrende damme, over renseanlæg til kilder og vandløb. De fleste arter er semi-akvatiske, men der findes også akvatiske arter, der er kendt fra høje bjerge og arktiske og subarktiske områder (Cranston et al., 1983; Coffmann et al., 1986). I vestjyske Linding Å fandtes i marts måned voksne individer af C. piger Goetghebuer, 1913, der er kendt fra Alperne og Centraleuropa, og hvis levested er kilder og småvandløb (Lindegaard, 1972). Chaetocladius spp. blev kun fundet i 2 ud af 3 af 110 undersøgte fynske og jyske kilder og kildebække (Lindegaard et al., 1998)

Ernæring. Hovedernæringen består af detritus, men dyrene lever også som græsser (Moog 1995).

Taxonomi. Fra Nordeuropa kendes 18 arter, og heraf er der fundet 4 arter i Danmark, nemlig C. dentiforceps (Edwards, 1929), C. laminatus Brundin 1947, C. perennis (Meigen, 1830) og C. piger (Goetghebuer, 1930) (Lindegaard 1997).

Udbredelse på Bornholm. Chaetocladius synes at have en meget begrænset udbredelse på Bornholm (pers. obs.).

▲

Corynoneura sp. cf. lobata Edwards, 1924

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Corynoneura sp. udgjorde med 10 % af samtlige chironomider på årsbasis et væsentligt element af faunaen (fig. 191). Der blev taget 791 larver. Det har ikke været muligt at skelne pupper tilhørende slægterne Corynoneura og Thienemanniella. Sammenfald af lokale maxima af Corynoneura larver (fig. 191) og Corynoneura/Thienemanniella pupper (fig. 193) antyder imidlertid tilstedeværelsen af (mindst) 3 årlige generationer i april, juni og september.

Det store antal Corynoneura larver i september udgjorde over 55 % af samtlige chironomider, eller 15 % af samtlige dyr. På grund af dyrenes ringe størrelse og dyrenes forkærlighed for at gemme sig i revner og sprækker i substratet (Cranston et al., 1983), er antallet af Corynoneura larver sandsynligvis underestimeret.

Livscyklus (litteraturreferencer). Lindegaard & Mortensen (1988) fandt 4 årlige generationer med flyvetid i marts-april, maj-juni, august og oktober-november for Corynoneura lobata Edwards, 1924 i Rabis Bæk i Midtjylland.

Habitat og udbredelse. Corynoneura er en stor slægt og findes over hele jorden (med undtagelse af Antarktis) i næsten alle akvatiske habitater, lige fra stillestående vandsamlinger til hurtigtstrømmende, kolde bjergvandløb (Cranston et al., 1983; Coffmann et al., 1986). Corynoneura sp. cf. lobata blev fundet i 20 % af 110 undersøgte fynske og jyske kilder og kildebække (Lindegaard et al., 1998).

Ernæring. Corynoneura arterne lever især som græssere, men indtager også detritus (Moog 1995).

Taxonomi. I Nordeuropa er der indenfor slægten registreret 16 arter. Fra Danmark kendes én sikker art (C. lobata Edwards, 1924) foruden 5 med usikker status: carriana Edwards, 1924; edwardsi Brundin, 1949; fittkaui Schlee, 1968; lacustris Edwards, 1924 og scutellata Winnertz, 1946 (syn.: longipennis Tokanaga, 1936) (Lindegaard 1997).

Udbredelse på Bornholm. På Bornholm er arten fundet i mange både store og små vandløb, som fx i et kildetilløb til Kobbeå vandløbssystemet i Stavsdal Plantage, Svenskebæk, Gyldenså og Øle Å (pers. obs.).

▲

Thienemanniella sp.

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Thienemanniella sp. larver (fig. 192) udgjorde ca. 5 % af samtlige chironomider i Kobbeå. Abundansen var i middel 123 ind./m2, men varierede betydeligt over året. Det har ikke været muligt at adskille pupperne af hhv. Corynoneura og Thienemanniella, En sammenligning af abundansen af Thienemanniella sp. larver og Corynoneura/Thienemanniella pupper (fig. 193) viser, at Thienemanniella sp. i Kobbeå har 3 eller måske endda 4 årlige generationer, nemlig i hhv. april, juni og august, samt muligvis en fjerde generation i oktober.

Livscyklus (litteraturreferencer). Ovenstående tolkning af livscyklus i Kobbeå stemmer i hovedtræk overens med Lindegaard & Mortensens (1988) undersøgelse i Rabis Bæk, hvor Thienemanniella sp. cf. vittata (Edwards, 1924) fandtes at have 3 årlige generationer. I Linding Å fandt Lindegaard (1972) 3 årlige generationer for Thienemanniella sp. cf. majuscula (Edwards, 1924) i hhv. april-maj, juni og september-oktober. Antallet af generationer synes dog at kunne variere noget, idet Tokeshi (1995) angiver, at T. majuscula i River Tud i det østlige England har 5 årlige generationer.

Udbredelse. Slægten Thienemanniella er udbredt over hele jorden med undtagelse af Antarktis. Der findes mange arter, der alle er knyttet til strømmende vand (Cranston et al., 1983, Coffmann et al., 1986). I Nordeuropa er der hidtil fundet 5 arter af slægten, hvoraf kun T. majuscula med sikkerhed er fundet i Danmark. Tilstedeværelsen af T. vittata i Danmark er usikker (Lindegaard, 1997).

Habitat. På grund af larvernes ringe størrelse og evnen til at leve i små revner og sprækker i sedimentet, kan de leve ved store strømhastigheder (Cranston et al., 1983). I undersøgelsen af 110 danske kilder og kildebække (Lindegaard et al., 1998), optræder Thienemanniella spp. kun i 4 af disse, hvilket viser, at Thienanniella arterne foretrækker de lidt større vandløb.

Ernæring. Thienemanniella arterne lever især som græssere, men detritus spiller også en rolle som fødegrundlag (Moog 1995).

Udbredelse på Bornholm. På Bornholm er Thienemanniella sp. fundet i mange vandløb som fx Rheokren ved Bjerregård, Svenskebæk, Muleby Å, Kæmpeå og Gyldenså (pers. obs.).

▲

Diplocladius cultriger Kieffer, 1908 (syn: Diplocladius bilobatus Brundin, 1956)

Morfologi. Diplocladius cultriger minder umiddelbart om Rheocricotopus, men den har længere analbørster, og desuden har den et markant ”skæg”. Brystet er som Rheocricotopus ofte brunligt marmoreret.

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Diplocladius har en meget tidlig udvikling om foråret, da den kun blev fundet som larver (i lavt antal) i perioden januar-april, med maximum i februar. Der blev ikke fundet pupper (fig. 194). Ud fra det foreliggende sparsomme materiale kan det konkluderes at arten i Kobbeå har i hvert fald en enkelt årlig generation med emergens allerede i marts måned.

Litteraturreferencer. Lindegaard og Mortensen (1988) fandt arten i forholdsvist lavt antal (middel: ca. 50 ind./m2) i det lille midtjyske vandløb Rabis Bæk, hvor der fandtes 2 årlige generationer med emergens i hhv. april og i september-oktober.

Habitat. Diplocladius cultriger er vidt udbredt i danske vandløb. Når arten kun blev fundet i 5 ud af 110 kilder og kildebække i Jylland og på Fyn (LIndegaard et al., 1998), så er det ikke fordi arten er sjælden, men det skyldes derimod, at arten undgår selve kilderne (Claus Lindegaard, pers. komm.). Diplocladius cultriger lever i både kølige vandløb og i subarktiske og alpine søers brændingszone (Lindegaard 1995), samt i både permanente og udtørrende småpytter i fx Lapland (Thienemann, 1954). I Grejs Å-systemet var arten specielt talrig på strækninger, belastet med spildevand (Vejle Amt, 1998).

Udbredelse. Diplocladius cultriger er den eneste beskrevne art indenfor slægten i hele det Holarktiske område (Cranston et al., 1983). I Nordeuropa findes arten foruden i Danmark også i Sverige, Norge og Finland (Lindegaard 1997).

Ernæring. Arten lever overvejende af detritus som deposit feeder, men er også collector-filtrator (Moog 1995).

Udbredelse på Bornholm. Diplocladius cultriger er på Bornholm udelukkende fundet i perioden februar-april i flere forskellige vandløbstyper: Rheocren ved Gyldenså (kildebæk), Svenskebæk, Tilløb til Læså ved Gulbakkehus og Tilløb til Åremyr (skovvandløb i overvejende bøgeskov), Møllebækken ved Hammershus, Døndal Å, Bobbeå, Grynebækken og Gyldenså (sprækkedalsvandløb), Kæmpeå ved Helligpeder og Muleby Å (beskyggede vandløb med god strøm og fast substrat) (pers. obs.).

▲

Epoicocladius flavens (Malloch, 1915)

Syn.: Epoicocladius ephemerae (Kieffer, 1924)

Som nævnt under gennemgangen af døgnfluen Ephemera danica, lever larven af chironomiden Epoicocladius flavens et kommensalistisk samliv med døgnfluenymfen. Jeg har ikke taget larver af Ephemera danica i de kvantitative prøver i 1999-2000, men højere oppe i vandløbssystemet, lige nedstrøms Stavehøl, tog jeg en subimago han 13-6-2001, og i 1984 blev der både taget imagines og larver omkring prøvestrækningen. Muligheden for, at den kommensalistiske chironomide også findes i Kobbeå, skønnes at være stor. Ved en kontrol af 1984 materialet fandt jeg dog ikke E. flavens, men materialet var dels i en meget dårlig stand og havde været totalt udtørret, dels havde prøven været skyllet gennem en ret grov sigte inden udsorteringen for at fjerne formalinen, som råprøverne var konserveret med.

Det er imidlertid ikke alle E. danica populationer, der også huser den kommensalistiske E. flavens. I Tjekkoslovakiet fandt Soldan (1988), at ca. 60 % af de kendte lokaliteter med E. danica også husede E. flavens, mens det tilsvarende tal for den nært beslægtede E. vulgata (som ikke findes på Bornholm) var ca. 50 %. I Sydsverige fandt Svensson (1979; 1979a), at der på 74 ud af 88 lokaliteter (84 %) med E. danica, også fandtes E. flavens, mens der for E. vulgata kun var 1 ud af 22 lokaliteter (5 %), hvor de to arter levede sammen.

Livscyklus, litteraturreferencer. Tokeshi (1986) har undersøgt populationsøkologien for E. flavens i River Tud i det østlige England. Værten Ephemera danica havde en 2 årig livscyklus, mens E. flavens havde en 1-årig livscyklus med forpupning og emergens fra slutningen af maj til begyndelsen af september. Antallet af chironomider per vært øgedes kraftigt i løbet af sommeren som følge af klækning af æggene. Inkubationstiden er altså kort. Chironomidelarverne foretrak at sidde i døgnfluens gæller, dog var andelen af larver, der sad på værtens krop, ben og hale stigende med larvernes stadie. Antallet af chironomidelarver per vært var typisk 2-3 for ældre årsklasser, mens de yngre kun havde omkring 1 i middel hver; andelen af befængte døgnfluelarver var 90 % for den ældre årsklasse og 30 % for den yngste. Svensson (1976) fandt i et lille sydsvensk vandløb en afvigende cyklus end ovenstående: De fleste E. flavens havde en 1-årig cyklus, med emergens fra slutningen af maj til midt i juli. Æg fra disse tidlige hunner klækkede fra sidst i juni, og de hurtigst udviklede af disse larver kunne danne en hurtig sommergeneration. Denne sommergenerations larver nåede allerede st. IV i midten af august, og emergerede sidst i august, mens hovedparten af larverne overvintrede i st. IV og forpuppede sig og emergerede næste sommer. E. flavens larverne forpupper sig kun på store E. danica nymfer, og varigheden af puppestadiet er omkring 4 dage; Laboratorieforsøg har vist, at larver af E. flavens er i stand til at overleve uden værten, men hovedparten af værtsløse larver går til grunde (Svensson, 1979).

Ernæring. Larverne ernærer sig af organiske partikler, der med døgnfluenymfernes respirationsstrøm føres forbi disses gæller og samler sig omkring nymfernes behårede dele (Svensson, 1980).

Udbredelse. E. flavens findes fra Mellemeuropa og nordpå, på de Britiske Øer, Danmark, Norge Sverige og Finland (men ikke Island), og har således en langt mere begrænset udbredelse end værten E. danica, der er udbredt i hele Europa (dog ex Island) og langt østpå i Asien (Fittkau & Reiss, 1978).

Udbredelse på Bornholm. Følgende steder har jeg fundet E. flavens på E. danica: Døndal Å, fra vandfaldet til udløbet, Bobbeå, fra Ny Bobbebro til udløbet, Læså systemet i Ekkodalen og opstrøms Ekkodalsvej; tilløb fra N mellem Åremyr og Koldekilde; Svenskebæk; samt Bagå ved Klinkerfabrikken. Det vil sige, at alle undersøgte E. danica bestande har haft et samliv med E. flavens.

▲

Eukiefferiella sp. (”Eukiefferiella brevicalcar type” og ”E. claripennis type”)

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Eukiefferiella sp. (fig. 195) er i Kobbeå fundet hele året med undtagelse af juli. Materialet består af 221 larver og 5 pupper tilhørende brevicalcar typen, foruden 4 pupper tilhørende claripennis typen, samt 5 larver bestemt som ”Eukiefferiella sp.” Antallet af dyr i månederne august – januar er dog ganske lavt, mindre end 10 ind./m2. Maximumabundansen findes i perioden marts-juni med op til 250 ind./m2. Det har ikke været muligt at skelne forskellige arter ud fra larvematerialet. Puppematerialet indicerede dog, at brevicalcar typen dominerede (med pupper april-maj), men at også claripennis typen (med pupper i april og juni) var til stede.

Nærværende undersøgelse tyder ikke på, at der i Kobbeå er tale om flere årlige generationer.

Livscyklus (litteraturreferencer). Lehmann (1971) angiver, at der i Fulda systemet sandsynligvis findes en forårs- og en høstgeneration. Lindegaard (1972) fandt ud fra materiale fra Linding Å, at der var tale om flere generationer i løbet af foråret og den tidlige sommer (marts – juli). I Rabis Bæk kunne Lindegaard & Mortensen (1988) ud fra instar analyser sandsynliggøre, at E. brevicalcar havde 3 årlige generationer i april-maj, august og oktober.

Habitat. Lindegaard (1972) fandt E. brevicalcar og E. claripennis i Linding Å, hvor den foretrukne substrattype var vegetation (sparganium-blade), men også et blandet substrat med sand og sten var blandt de foretrukne. E. brevicalcar og E. claripennis betegnes begge som rheobiontiske med kilder og mindre vandløb som foretrukne levesteder (Lindegaard, 1972), mens E. brevicalcar af Lindegaard et al. (1998) angives som udpræget vandløbsart og blev fundet i 40 af de 110 undersøgte kilder og kildebække. I Fulda systemet fandt Lehmann (1971) E. brevicalcar i rheocrenen. Eukiefferiella arterne generelt har et lavt temperaturoptimum på 7,8 ± 2,1 °C (middel ± SD), og af de undersøgte arter havde E. brevicalcar det laveste temperaturoptimum på 7,0 ± 2,9 °C (Rossaro 1991).

Ernæring. E. brevicalcar og E. claripennis lever overvejende som græsser, mens detritus spiller en mindre rolle (Moog 1995).

Udbredelse. Eukiefferiella arterne er eurytherme og udbredt overalt på jorden med undtagelse af Antarktis. Fra det Holarktiske område er der fundet over 25 arter, hovedsagelig fra strømmende vand (Cranston et al., 1983; Coffmann et al., 1986). I Danmark er hidtil fundet 6 Eukiefferiella arter: brevicalcar (Kieffer, 1911), claripennis (Lundbeck, 1898), syn: hospita (Edwards, 1929), coerulescens (Kieffer, 1926), dittmari (Lehmann, 1972), gracei (Edwards, 1929) og minor (Edwards, 1929) (Lindegaard, 1997). Eukiefferiella ancyla Svensson, 1986, der hidtil ikke er fundet i Danmark, men så tæt på som i Sydsverige (Svensson, 1986), har jeg trods ihærdig eftersøgning i mange bornholmske vandløb ikke fundet.

Udbredelse på Bornholm. Eukiefferiella sp. er fundet i flere vandløb på Bornholm, bl.a. Døndal Å, Grynebækken og Askebæk (Pers. obs.).

▲

Heleniella ornaticollis (Edwards, 1929)

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Heleniella ornaticollis larver (fig. 196) var til stede året rundt med undtagelse af juni, men middelabundansen var lav, kun 14 ind./m2, svarende til 0,5 % af samtlige chironomider. I alt blev der fundet 42 larver over alle årets måneder, undtagen juli, samt en enkelt puppe i juli måned. Ud fra dette materiale kan ikke konkluderes andet, end at der er mindst én årlig generation, omkring juli måned.

Livscyklus, litteraturreferencer. Schmid (1993) fandt ved instar-analyser én årlig generation med emergens om sommeren.

Habitat. Heleniella arterne betegnes af Cranston et al. (1983) og Coffmann et al. (1986) som kold-stenoterme og rheofile. Lindegaard et al. (1998) fandt Heleniella ornaticollis i 43 ud af 110 undersøgte kilder og kildebække, og arten betegnedes som crenofil. Thienemann (1954) angiver, at Heleniella ornaticollis især er tilknyttet bjergbækkenes mere siltede afsnit. I Nordeuropa er Heleniella ornaticollis den eneste forekommende art indenfor slægten.

Ernæring. Den dominerende fødekilde for H. ornaticollis var i det polske vandløb Olszowy detritus af bøgeblade (Kawecka & Kownacki, 1974). Også Moog (1995) angiver, at Heleniella ornaticollis udelukkende lever af detritus.

Udbredelse på Bornholm. På Bornholm er arten tilsyneladende sjælden (pers. obs.).

▲

Limnophyes sp.

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Limnophyes sp. blev kun fundet i et enkelt eksemplar i form af en puppe i juni. Livscyklus er ukendt.

Habitat. Larverne er eurytopiske og er fundet i akvatiske, semiterrestriske og terrestriske habitater. Limnophyes spp. er et karakteristisk faunaelement i danske kilder og blev fundet i 46 ud af 110 undersøgte kilder og kildebække i Jylland og på Fyn (Lindegaard et al., 1998). I en sammenlignende undersøgelse af chironomiders temperaturpræferencer fandt Rossaro (1991), at Limnophyes spp. har et lavt temperaturoptimum (mid ± SD) på 7,6 ± 2,6 °C.

Udbredelse og taxonomi. Slægten er udbredt over hele jorden. I Nordeuropa er der hidtil fundet 19 arter, og heraf er 2 (sandsynlige) arter fra Danmark: L. pentaplastus (Kieffer, 1921) (syn: L. prolongatus (Kieffer, 1921) og L. pumilio (Holmgren, 1869) (syn: L. crescens (Kieffer, 1915); syn: L. globifer (Lundström, 1915) jfr. Lindegaard (1997).

Ernæring. Ukendt.

Udbredelse på Bornholm. Slægten er ikke fundet i andre vandløb end Kobbeå og skal eftersøges i kilder.

▲

Nanocladius Kieffer

Morfologi. Nanocladius er som navnet antyder små, op til 5 mm (fra græsk nan(n)os = dværg). Larverne kendes på de store ventromentalplader uden skæg. Analtubuli på individerne fra Kobbeå er lange (som Synorthocladius semiverens). Antennerne er relativt lange, og dyrene er brunlige.

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Materialet består af 32 larver. Der fandtes ingen pupper. Nanocladius var med 10 ind./m2 (0,4 % af samtlige chironomider) ikke særlig talrig i Kobbeå. Abundansens variation over året minder i høj grad om Synorthocladius semiverens. Der blev ikke fundet pupper, hvorfor en angivelse af livscyklus er usikker. Der er imidlertid næppe tvivl om, at der findes en forårsgeneration med emergens omkring april. En opblomstring i antallet af larver i en længere periode af sommermånederne juni-september antyder én eller flere generationer i denne periode (fig. 197). Dermed er livscyklus bivoltin eller polyvoltin.

Livscyklus (litteraturreferencer). Siebert (1980) fandt en trivoltin livscyklus i Breitenbach for arten N. rectinervis: En svag forårsgeneration, med emergens i april-maj, og en stor sommeremergens med 2 distinkte maxima i hhv. juli og september. Det er imidlertid generelt vanskeligt at afgøre antallet af generationer for små arter som Nanocladius, Corynoneura og Thienemanniella, der ofte har overlappende generationer (Tokeshi 1995).

Udbredelse. Fra Nordeuropa kendes 4 arter (Lindegaard 1997), hvoraf der hidtil er fundet 3 arter i Danmark: N. bicolor (Zetterstedt, 1838) (søform) og N. rectinervis (Kieffer, 1911) (vandløbsform) samt N. balticus (Palmén, 1959), der er udbredt i næringsfattige søer i Danmark (Claus Lindegaard, pers. komm.), men som også for nylig er taget i Ribe Å (Viggo Mahler, pers. komm.).

Habitat. Nanocladius rectinervis er kun fundet i 2 kilder/kildebække ud af 110 undersøgte og var af disse især tilknyttet kildebækkene (Lindegaard et al.,1998). For arten N. rectinervis fandt Rossaro et moderat temperaturoptimum på 12,7±3,8 °C

Ernæring. Nanocladius lever dels af detritus, dels som græsser af alger (Moog 1995).

Udbredelse på Bornholm. Nanocladius er på Bornholm udover Kobbeå indtil videre kun fundet i Gyldenså, der er et sprækkedalsvandløb meget lig Kobbeå (Pers. obs.).

▲

Orthocladius frigidus (Zetterstedt, 1838)

Morfologi. Orthocladius frigidus er én af de Orthocladius arter, der skiller sig ud og nemt kan bestemmes. Larverne har en lang børste på hver side af kropssegmenterne, og hovedet er mindre og mere brunligt end individer tilhørende gruppen ”Orthocladius sp.”, der enten er børsteløse eller har korte børster, og hvis hovedkapsel er gulbrun.

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Abundansens variation året igennem i Kobbeå fremgår af fig. 198. Larver er kun fundet i månederne marts-maj i op til 50 ind./m2, mens der er fundet en enkelt puppe i april måned. I den resterende periode (juni-februar) er der altså hverken fundet larver eller pupper. Middelabundansen i hele perioden er 9 ind./m2. Ud fra det forholdsvis spinkle materiale kan det konkluderes, at O. frigidus i Kobbeå har i hvert fald én årlig generation, nemlig om foråret i april-maj.

Livscyklus (litteraturreferencer). Lehmann (1971) angiver en bimodal flyveperiode fra januar-maj, og igen fra september i tyske Fulda. I tyske Breitenbach var livscyklus variabel, med 3-4 årlige generationer. Den tidligste emergens for denne art var allerede ult. januar, og sidste emergensperiode toppede helt ind i november måned, men den største emergens lå i månederne april-august (Siebert, 1980). Orthocladius frigidus fandtes i lavt antal i Rabis Bæk (Lindegaard & Mortensen 1988), men livscyklus fremgår desværre ikke af dette materiale. – Ikke desto mindre angiver Tokeshi (1995), at arten i Rabis Bæk havde >4 årlige generationer (!). O. frigidus havde én årlig generation med emergens i juli-august i et østrigsk bjergvandløb (Schmid 1993). I den oligotrofe sø Thingvallavatn på Island er arten stærkt repræsenteret og udelukkende knyttet til brændingszonen, idet abundansen falder markant med dybden. Der fandtes 2 årlige generationer med emergens i hhv. juni og august (Lindegaard 1992).

Habitat. Lehmann (1971) angiver, at arten dels er knyttet til limnokrenen, dels til stærkt strømmende strækninger overalt i Fulda vandløbssystemet. Blandt 110 kilder og kildebække i Danmark fandtes O. frigidus kun i 6 af disse, endda i lavt antal, og var primært tilknyttet kildebækkene (Lindegaard et al., 1998). Arten angives foruden det rheocrene miljø også at være tilknyttet subarktiske og kolde bjergsøers littoralzone (Lindegaard 1995). Udbredelse. Orthocladius frigidus er udbredt i hele Europa og findes udover på kontinentet også på de atlantiske øer Island og Færøerne (Lindegaard 1997).

Udbredelse på Bornholm. Orthocladius frigidus er endnu ikke fundet i andre vandløb på Bornholm.

▲

Orthocladius (Euorthocladius) thienemanni Kieffer, 1906

Morfologi. Euorthocladius thienemanni er som larve karakteristisk ved at have 2 børster i hver side per kropssegment. Hovedet er lysebrunt med en noget lysere plet i nakken. Pupperne har hverken halevifte eller halebørster, og thoracalhornene er reducerede (ægformet).

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Abundansens årsvariation fremgår af fig. 199. Der er fundet larver i perioden februar-maj, med størst abundans i marts med 180 ind./m2, mens arten ikke er fundet i den mellemliggende periode (bortset fra et enkelt eksemplar i oktober). Middelabundansen beregnet for hele året er lav, 26 ind./m2. Der er fundet pupper i april og maj.

Årstidsvariationen af Euorthocladius thienemanni ligner, hvad der fandtes for Orthocladius frigidus, og materialet peger således også på en enkelt årlig forårsgeneration med flyvetid i april-maj. Tilstedeværelsen af en enkelt larve i oktober måned kunne indicere, at der yderligere kan forekomme en generation med flyvetid i efterårsmånederne.

Livscyklus (litteraturreferencer). I Breitenbach i Tyskland var arten antalsmæssigt ringe repræsenteret; Der blev udelukkende taget imagines i den korte forårsperiode fra med. marts til primo april (Siebert, 1980). Lindegaard & Mortensen (1988) fandt i Rabis Bæk Euorthocladius thienemanni i omtrent samme abundans som i Kobbeå, men der foreligger fra dette arbejde ingen oplysninger om livscyklus. Drake (1982) fandt 2 årlige generationer fra en britisk ”chalk stream”. I litteraturen er der altså enighed om en flyvetid i det tidlige forår, hvilket også Lehmann (1971) har fundet i den tyske flod Fulda, hvor flyvetiden faldt i perioden januar – maj, men han observerede desuden også en sen flyveperiode fra oktober; arten blev udelukkende fundet på de nedre strækninger på biofilmen på sten.

Habitat. Dyrene er på Bornholm udelukkende fundet på fast substrat, hvor larverne lever i slamdækkede gallerier på stenene, mens pupperne ligger beskyttede i et halvgennemsigtigt puppehylster (pers. obs.). Forekomsten af arten på lokaliteter, der er tydeligt påvirkede af organisk forurening tyder på en vis tolerance overfor lave iltspændinger, se dog også diskussionsafsnittet.

Ernæring. E. thienemanni lever især som græsser, men også detritus spiller en rolle (Moog, 1995).

Udbredelse. Arten er udbredt langt ned i Europa. I Nordeuropa er arten kendt fra Danmark, Sverige og Norge. Thienemann (1906) regner arten som et ægte koldtvandsdyr i forbindelse med en undersøgelse af dyrelivet i de kolde bække og kilder på Rügen, og betegner i sit store værk ”Chironomus” arten som karakteristisk for de mindre alpine bjergbække med stenbund (Thienemann 1954).

Udbredelse på Bornholm. Euorthocladius thienemanni er en karakteristisk forårsart på Bornholm og er fundet følgende steder: Døndal Å, Bobbeå, Gyldenså og Grynebækken (sprækkedalsvandløb), Øle Å ved Rispebjerg og Nørrevadsbro samt Muleby Å (mere langsomtflydende vandløb) og i Svenskebækken (skovvandløb). Allerede medio januar 2004 fandtes der mange små larver i Gyldenså, der minder meget om Kobbeå (pers. obs.).

▲

Orthocladius sp. (ikke artsbestemte Orthocladius)

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Med 17 % af samtlige dansemyg på årsbasis og dermed den næsthyppigste taxon udgør Orthocladius sp. et vigtigt element i Kobbeåens fauna. Materialet består af 1645 larver og 12 pupper. Abundansen af Orthocladius sp. var i april 1999 over 1100 ind./m2, den faldt i maj til 362 ind./m2 og i perioden juni 1999 til februar 2000 var den ganske lav med maximalt 20 ind./m2. Herefter steg abundansen i marts-april atter til meget høje værdier og toppede med 3600 ind./m2 i april 2000. Der blev fundet pupper i april og maj 1999 (fig. 200). Der er således formentlig tale om en livscyklus med en enkelt forårsgeneration.

Habitat. Orthocladius arterne findes i alle typer strømmende vand, i søer og både permanente og udtørrende damme, i den hygropetriske zone, og der findes sågar rent terrestriske arter, der både lever på fugtige steder og på så specialiserede steder som i kokasser (Cranston et al., 1983, Coffmann et al., 1986; Pinder, 1995; Lindegaard, 1995; Lindegaard, 1997; Lindegaard et al., 1998).

Ernæring. Orthocladius arterne lever generelt af detritus og som græssere (Moog, 1995).

Taxonomi og udbredelse. Det er uvist, hvilken eller hvilke arter, der er repræsenteret under navnet Orthocladius sp., men arterne Orthocladius frigidus (Zetterstedt, 1838) og Euorthocladius thienemanni Kieffer, 1906 er forholdsvis nemme at skille ud og er behandlet særskilt senere. Slægten er meget stor, med over 100 beskrevne arter blot i det Holarktiske område, og slægten er udbredt i alle zoogeografiske regioner, med undtagelse af Antarktis (Cranston et al., 1983). I Nordeuropa er hidtil fundet 31 arter, hvoraf de 10 arter med sikkerhed er kendt fra Danmark (Lindegaard 1997).

Udbredelse på Bornholm. Orthocladius sp. er kendt fra flere bornholmske vandløb, bl.a. skovvandløbet Svenskebæk i Almindingen (pers. obs.).

▲

Parametriocnemus stylatus (Kieffer, 1924)

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Parametriocnemus stylatus (fig. 201) er i Kobbeå fundet i alle årets måneder som larve, mens der er fundet pupper i april (4 ind./m2) og september (19 ind./m2). Der blev i alt fundet 194 larver og 6 pupper. Middelabundansen af larver var 60 ind./m2.

Parametriocnemus stylatus har i Kobbeå flere årlige generationer. Ud fra det foreliggende materiale, hvor der ikke er foretaget instar-analyser, og hvor intervallet mellem de enkelte indsamlinger er relativt stort, er det dog umuligt at angive præcist, hvor mange generationer der forekommer, og hvornår de præcist optræder. Tilstedeværelsen af pupper, samtidig med at antallet af larver falder, er dog som regel et godt indicium for en generations flyvetid. Ud fra disse kriterier synes P. stylatus at have 3 årlige generationer med flyvetid i marts-april, juni-juli og september.

Økologi og livscyklus (litteraturreferencer). Lindegaard (1995) rubricerer arten som en bryocol (moslevende), lotisk art, der også findes i kilder. Langton og Casas (1999) undersøgte abundansen af Chironomidae i et permanent vandløb og et temporært vandløb i Sydspanien i et tørt og et ekstremt vådt år, og fandt at P. stylatus er en robust art, der både er i stand til at opretholde en stor bestand under og efter spates, og som hurtigt indvandrer til temporære vandløb. I det permanente vandløb var P. stylatus næsthyppigste taxon med 12,2 % af den samlede chironomidefauna, mens arten i våde år var hyppigste taxon med 15,5 % af den samlede chironomidefauna, mens arten i det temporære vandløb, der nyligt var vandførende efter at have været tørlagt i flere år, udgjorde 4,3 % af den samlede chironomidefauna, og var 6. hyppigste chironomidetaxon.

Der er kun få oplysninger i litteraturen vedr. livscyklus for P. stylatus. Lehmann (1971) betegner arten som rheobiont, men relativ euryterm, og flyvetiden i tyske Fulda faldt fra marts-april til oktober; han oplyser desværre intet om voltinisme. Berg & Hellenthal (1992) fandt Juday Creek i Utah, USA, en usynkroniseret livscyklus uden tydelige kohorter for den amerikanske art P. lundbecki (Johanssen), mens Tokeshi (1995) for den samme art angiver 3 distinkte emergensperioder i Ontario, Canada.

Taxonomi og udbredelse. I hele det Holarktiske område er der beskrevet 7 arter af slægten (Cranston et al., 1983; Coffmann et al., 1986), og heraf er 2 fra det skandinaviske område (Lindegaard 1997). I Danmark er der hidtil kun fundet en enkelt art.

Habitat. Parametriocnemus slægten er tilknyttet kilder og relativt hurtigtflydende, kolde vandløb (Cranston et al., 1983; Coffmann et al., 1986). Lindegaard et al. (1998) fandt P. stylatus i 40 % af de 110 undersøgte kilder og kildebække og betegner arten som udpræget vandløbsart (lotisk). Thienemann (1954) betegner arten som krenofil og rheofil og en typisk art tilhørende bjergbækkenes mosfauna.

Ernæring. Parametriocnemus lever overvejende af detritus, og ernærer sig i mindre omfang som græsser (Moog 1995). I bornholmske vandløb har jeg ved flere lejligheder fundet larver inde i gange i vanddrukne grene og træstykker, hvilket kunne indicere, at de også er delvist xylofage.

Udbredelse på Bornholm. På Bornholm er arten udbredt og bl.a. fundet flg. steder: Rheokren ved Bjerregård, Rheokren ved Gyldenså, Gyldenså, Møllebækken ved Hammershus, Askebæk ved Ginesminde 7-3-01, Døndal Å, Bobbeå og Grynebækken (Pers. obs.)

▲

Rheocricotopus sp. Thienemann & Harnisch, 1932

Morfologi. Larverne af Rheocricotopus ligner habituelt Orthocladius, men hvor Orthocladius har en enkelt midtertand, har Rheocricotopus en dobbelt midtertand, og desuden mangler den sorte plet ved analbørstebærernes basis. Brystet er ofte brunligt marmoreret. Pupperne ligner Orthocladius’s, bortset fra at Rheocricotopus pupperne har hår langs siderne af haleviften.

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Larver af Rheocricotopus blev udelukkende fundet i forårsmånederne februar-juni med største abundans i april med 151 ind/m2 (fig. 202). Middelabundansen var lav, 19 ind./m2. Der blev fundet pupper i juni og juli.

Ud fra det foreliggende materiale er det svært at tolke livscyklus med sikkerhed. Maximum af larver i april og fund af pupper noget senere (i juni-juli) tyder dog på (mindst) to generationer, i hhv. april og i juni-juli.

Livscyklus (litteraturreferencer). I den lille midtjyske Rabis Bæk fandt Lindegaard & Mortensen (1988) derimod 3 (eller måske 4) generationer med emergens i hhv. april, (maj?), august og oktober for arten Rheocricotopus fuscipes.

Lindegaard (1972) fandt i vestjyske Linding Å 2 Rheocricotopus arter, R. fuscipes og R. effusus. Mens fuscipes udelukkende blev fundet i marts-april, blev effusus fundet i perioden marts-september med 3 maxima og dermed sandsynligvis emergens i hhv. april, juni-juli og september.

Begge arters foretrukne substrat var vegetationen (Lindegaard 1972).

Udbredelse. I det holarktiske område kendes 22 Rheocricotopus arter (Cranston et al., 1983). Heraf findes 7 arter i Nordeuropa og 4 arter i Danmark: R. (Psilocricotopus) atripes (Kieffer, 1913), syn. foveatus (Edwards, 1929); R. (P.) chalybeatus (Edwards, 1929); R. (Rheocricotopus) effusus (Walker, 1856) og R. (R.) fuscipes (Kieffer, 1909), syn. dispar (Goetghebuer, 1913) (Lindegaard 1997).

Habitat. Rheocricotopus arterne er rheofile og er fundet på planter, sten osv. især i vandløb, men er også fundet i søers littoralzone (Coffmann et al., 1986). Alle de danske arter er i kilder tilknyttet rheocrenen, og R. fuscipes er desuden associeret med mos-substrater (Lindegaard 1995). R. atripes og R. effusus regnes for et karakteristisk faunaelement i danske kilder (Lindegaard et al., 1998).

Ernæring. Ernæringstypen er ukendt, men ud fra dyrenes habitatkrav må det antages, at føden udgøres af detritus og mikroalger.

Udbredelse på Bornholm. På Bornholm er Rheocricotopus sp. indtil videre fundet i Kæmpeå ved Helligpeder og i Grynebækken (mindre sprækkedalsvandløb), samt i Svenskebækken i Almindingen (mindre skovvandløb i bøgeskov) (pers. obs.).

▲

Synorthocladius semiverens (Kieffer, 1909)

Morfologi. Larver af Synorthocladius semiverens er små, idet de maximalt bliver op til 4 mm. De har lange analtubuli, og børsterne på kroppens sider er skiftevis simple og ”plumose” (ses fra oven). Hovedet er brunligt. Pupperne er små, har ingen thoracalhorn, og der er en torn på hver spids af haleviften, ellers børsteløs.

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Arten optræder i Kobbeå med 31 ind./m2 i middel. Der er to lokale maxima, nemlig om foråret og hen over sommeren. Der er fundet pupper i maj og september (fig. 203). Der kan således med sikkerhed identificeres mindst to generationer med emergens i hhv. april-maj og omkring september. I juni måned var antallet af larver forøget i forhold til perioden før og efter, hvilket kan indicere endnu en generation, men der fandtes ingen pupper.

Livscyklus (litteraturreferencer). Lindegaard (1972) fandt en enkelt larve i september i Linding Å og oplyser, at arten har en forårs- og en efterårsgeneration i Sverige. I Rabis bæk fandtes arten i lavt antal, men Lindegaard & Mortensen (1988) var alligevel i stand til ved hjælp af instar analyser at vise, at arten har 2 årlige generationer med emergens i maj og september.

Udbredelse. Synorthocladius semiverens er den eneste beskrevne holarktiske art indenfor slægten (Cranston et al., 1983; Coffmann et al., 1986) og er udbredt over store dele af Mellemeuropa (Thienemann 1954) samt i de nordiske lande, inklusive Færøerne, men undtagen Island (Lindegaard 1997).

Habitat. Arten er fundet i forskellige habitater, såsom kilder, små og store vandløb, større søers brændingszone, samt på lav vand i mindre søer (Cranston et al., 1983; Thienemann, 1954, Lindegaard, 1995). Artens foretrukne substrat er i vandløbene stenbund (Thienemann, 1954; Lindegaard, 1972; Lindegaard, 1995), men i svenske lobelia-søer er arten fx også tilknyttet Lobelia-Isoëtes vegetationen (Thienemann, 1954). Arten træffes udover i oligotrofe søer også i naturligt eutrofe søer (Thienemann, 1954).

Ernæring. Synorthocladius semiverens lever overvejende af græsning af alger samt detritus (Moog, 1995).

Udbredelse på Bornholm. Jeg har fundet Synorthocladius semiverens Bornholm i flg. vandløb: Svenskebæk, Tilløb til Læså ved Gulbakkehus og Tilløb til Spagerå i Stavsdal Plantage (skovvandløb i løvskov), Grynebækken, Gyldenså, Præstebæk (sprækkedalsvandløb) samt Øle Å ved Nørrevadsbro (sprækkedalslignende vandløb med skiferbund og god strøm).

▲

Tvetenia sp. Kieffer

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Tvetenia sp. (fig. 204) er med en middelabundans på 280 ind./m2, svarende til 11 % af det samlede antal chironomider, af væsentlig betydning i Kobbeå. Fra ganske lave densiteter i oktober-november) opbygges antallet gradvist til et mindre maximum i april, hvor der også findes en del pupper. I maj findes meget få larver og ingen pupper, men i juni stiger abundansen af både larver og pupper dramatisk, hvorefter antallet af larver i juli reduceres til få hundrede. I august og september er antallet af larver lavt, men der er fundet pupper i begge måneder. Tvetenia synes således at have 3, eller muligvis 4, årlige generationer i Kobbeå: I april, juni og i august-september.

Livscyklus (litteraturreferencer). I Rabis Bæk var Tvetenia veralli den almindeligste chironomide med næsten 6.000 ind./m2, svarende til 24 % af samtlige chironomider (Lindegaard & Mortensen, 1988). Instar-analyser af dette materiale viste, at der fandtes 3 årlige generationer med flyvetid i april-maj, juli-august og i september-oktober. For arten T. calvescens (Edwards, 1929) angiver Tokeshi (1995) 5 årlige generationer.

Udbredelse og habitat. Slægten Tvetenia er udelukkende tilknyttet rindende vand og består af 7 arter i det Holarktiske område (Cranston et al., 1983; Coffmann et al., 1986), og heraf er 3 arter med sikkerhed fundet i Danmark: T. calvescens (Edvards, 1929), T. discoloripes (Goetghebuer, 1936) og T. veralli (Edvards, 1929) (Lindegaard, 1997). Der kan således være tale om flere arter i Kobbeå materialet. I den danske kildeundersøgelse af 110 jyske og fynske kilder (Lindegaard et al., 1998) udgjorde Tvetenia bavarica (Goetgh.)/discoloripes (Goetgh.) den taxon blandt chironomiderne med næstflest antal individer i undersøgelsen, og gruppen blev fundet på næsten 40 % af de undersøgte lokaliteter.

Ernæring. Tvetenia bavarica lever stort set udelukkende som græsser, mens detritus spiller en mindre rolle (Moog 1995).

Udbredelse på Bornholm. Tvetenia sp. er udover i Kobbeå fundet i forskellige bornholmske vandløbstyper, bl.a. Bobbeå, Gyldenså og Døndal Å (alle større sprækkedalsvandløb), Svenskebækken (mellemstor skovbæk) samt i en rheocren ved Bjerregård (pers. obs.).

▲

Underfamilie: Chironominae Maquart, 1838

Tribe: Chironomini

Microtendipes sp.

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Microtendipes er en sommerart, der optræder i forøget antal i juni-september med største abundans på næsten 1000 ind./m2 i august. I den øvrige periode er antallet lavt, under 50 ind./m2. Der blev fundet pupper i august. Middelabundansen over året var middelhøjt, 160 ind./m2, svarende til 6 % af samtlige chironomider og den 6. hyppigste chironomidetaxon (fig. 205).

Ud fra det foreliggende materiale er det ikke muligt at afgøre, hvor mange generationer der præcist er tale om, ud over den store udklækning i august måned. Et kvalificeret gæt vil dog være 2 generationer med emergens i hhv. juni-juli og i august-september.

Livscyklus (litteraturreferencer). Lindegaard (1972) fandt larver af Microtendipes i vestjyske Linding Å på steder med svag strøm og bunden dækket af mudder. Abundansen var på intet tidspunkt over 50 ind./m2, og i modsætning til nærværende undersøgelse var abundansen højest i oktober-december, og med mindre lokale maxima i februar og april.

I den middeleutrofierede Esrom Sø havde Microtendipes spp. en bivoltin livscyklus, med emergens i hhv. maj-juni og august (Jonsson, 1985), mens M. pedellus i et eutrofieret reservoir i Wales havde to årlige emergensperioder i hhv. maj-juni og i september-oktober (Potter & Learner, 1974).

Habitat. Hovedudbredelsen af Microtendipes arterne findes i større søers littoral- og sublittoralzoners sediment og ”aufwuchs”, men de optræder også i vandløbenes sediment og blandt vandmosser (Pinder & Reiss, 1983; 1986). Microtendipes spp. blev fundet i 24 kilder og kildebække ud af 110 undersøgte lokaliteter i Jylland og på Fyn, og betegnedes som et karakteristisk faunaelement fra danske kilder (Lindegaard et al., 1998).

Udbredelse. Fra det Holarktiske område kendes 17 arter (Pinder & Reiss, 1983), og heraf er de 9 arter fundet i Nordeuropa og 4 i Danmark: M. chloris (Meigen, 1818), M. pedellus (De Geer, 1776) (begge tilhørende pedellus gruppen), og M. rydalensis (Edwards, 1929) (tilhørende rydalensis gruppen) og endelig M. nitidus (Meigen 1818) (Lindegaard, 1997).

Ernæring. Microtendipes arterne er overvejende detritusædere (”deposit-feeders”), men nogle arter kan også leve som græssere og ”collector-filtratorer” (Berg, 1995, Moog, 1995).

Udbredelse på Bornholm. Microtendipes er på Bornholm fundet i sprækkedalsvandløbene Døndal Å og Gyldenså (pers. obs.).

▲

Paracladopelma sp.

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Der blev kun fundet 2 individer af Paracladopelma, og kun som larver i månederne juni og august (fig. 206). Livscyklus kan derfor ikke tolkes ud fra dette materiale.

Livscyklus (litteraturreferencer). Lindegaard (1972) fandt få individer af P. camptolabis og P. laminata på blødt substrat i Linding Å, hovedsagelig i månederne april-juni. I Rabis Bæk blev P. camptolabis til gengæld fundet i noget større mængde (middel: 75 ind./m2), og der kunne ud fra instar-analyser klart erkendes 2 årlige generationer med flyvetid hhv. maj og august (Lindegaard & Mortensen, 1988).

Habitat. Larver af Paracladopelma findes især i det sandede substrat i søer og vandløb, samt i det bløde bundlag i dybe søers profundalzone. Arterne er relativt koldstenoterme, og tolererer ikke eutrofiering (Pinder & Reiss, 1983). Paracladopelma nigritula gr. blev blot fundet i 1 ud af 62 jyske kilder og kildebække og fandtes at være associeret med kildebække og vandløb (Lindegaard et al., 1998).

Udbredelse. Slægten har en holarktisk udbredelse med mindst 16 kendte arter (Pinder & Reiss 1983), hvoraf de 5 er fundet i Nordeuropa, og af disse formodes flg. 3 arter at findes i Danmark: P. camptolabis Kieffer, 1913, P. laminata (Kieffer, 1921) og P. nigritula (Goetghebuer, 1942) (syn.: P. obscura Brundin, 1949) (Lindegaard, 1997).

Ernæring. Græsning af alger spiller en mindre rolle som fødeemne, mens detritus anses for hovedernæringen (Moog, 1995).

Udbredelse på Bornholm. Paracladopelma er på Bornholm indtil videre kun kendt fra Kobbeå.

▲

Polypedilum sp. Kieffer

Morfologi. Polypedilum i Kobbeå er ret små larver (op til ca. 10 mm). De to øjne sidder tæt over hinanden. Antennerne er korte, og der er ingen lys dobbelt midtertand. Pupperne har et karakteristisk firedelt thoracalhorn.

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Med en middelabundans på 223 ind./m2, svarende til 8 % af det samlede antal chironomider og den 5. hyppigste chironomide indtager Polypedilum en vigtig rolle indenfor chironomidefaunaen.

Der er fundet larver i alle årets måneder, se fig. 207. I perioden april-august er abundansen særlig høj, og der er fundet pupper i maj, juli og august. Største abundans for både larver og pupper var i juli måned med hhv. 926 og 17 ind./m2. Der er derfor tale om flere (2 eller 3?) generationer i perioden april-august i Kobbeå.

Livscyklus (litteraturreferencer). I midtjyske Rabis Bæk fandtes ca. 50 ind./m2 på årsbasis af Polypedilum sp. Instar-analyser viste, at der sandsynligvis fandtes 2 årlige generationer med emergens i hhv. april-maj og i august. Det er ikke oplyst, hvilken eller hvilke arter der var tale om (Lindegaard & Mortensen, 1988).

Habitat. Det foretrukne substrat for mange af arterne er blød bund bestående af slam og detritus (Thienemann 1954). I søerne, der kan strække sig fra oligotrofe til eutrofe, er Polypedilum arterne oftest tilknyttet bredzonen, gerne med vegetation (Thienemann, 1954). Polypedilum er også repræsenteret i mindre udtørrende damme og vandsamlinger, lige fra udtørrende myr i Lapland til vore egne skovpytter (Thienemann, 1954). I større søer har man iagttaget, at Polypedilum udelukkende lever i bredzonen i efterårsmånederne, men vandrer ud i profundalzonen i vintermånederne (december – februar), og tilbage igen til bredzonen i marts-april (Thienemann 1954). Lindegaard (1972) fandt 3 Polypedilum arter i Linding Å: P. convictum (Walker, 1856), P. scalaenum (Schrank, 1803) (syn.: P. breviantennatum (Chernovskij, 1949)) og P. laetum (Meigen, 1818). Alle arter synes knyttet til blød bund med sand og mudder og rigeligt detritus, hvori de bygger korte, løse sandrør. I den danske undersøgelse af 110 jyske og fynske kilder og kildebække fandtes P. scalaenum i 8 af disse, og arten blev anset for at være et karakteristisk faunaelement fra danske kilder (Lindegaard et al., 1998). Imidlertid har Rossaro (1991) fundet, at slægten Polypedilum har et højt temperaturoptimum på 21,4±4,0 °C; for arten P. laetum fandtes optimum forekomsten dog i vandløb ved noget lavere temperaturer, 17,4±5,0 °C.

Udbredelse. Slægten Polypedilum er udbredt over hele jorden i stort set alle typer og størrelser af vandløb og søer, med undtagelse af arktiske egne og høje bjerge (Pinder & Reiss, 1983;1986). Der findes fytotelmatiske Polypedilum arter i troperne i fx bambus-internodier og i Bromeliaceer (Pinder, 1995). Der er beskrevet mindst 100 Holarktiske arter (Pinder & Reiss, 1983; 1986). Heraf findes 18 arter i Nordeuropa, og af disse er de 7 arter fundet i Danmark (Lindegaard, 1997).

Ernæring. Polypedilum arterne er i stand til at udnytte mange forskellige fødekilder. De fleste er filtratorer og lever af fint detritus (FPOM), andre er iturivere og lever af grovere materiale og detritus (CPOM), mens nogle få er rovlevende (Berg, 1995).

Udbredelse på Bornholm. Polypedilum sp. er tilsyneladende vidt udbredt på Bornholm og bl.a. fundet i Svenskebæk og i et kildetilløb til Svenskebæk (pers. obs.).

▲

Tribe: Tanytarsini

Cladotanytarsus sp.

Abundans i Kobbeå. Cladotanytarsus blev kun fundet som larve i en enkelt prøve i februar måned i Kobbeå.

Livscyklus: Ukendt.

Habitat. Slægten er eurytopisk, og der er fundet larver i mange forskellige biotoper: Små og store vandløb, søer og damme, i såvel ferskt som brakt vand, og også i varme kilder (Pinder & Reiss, 1983).

Udbredelse. I Nordeuropa er der hidtil fundet 12 arter, hvoraf flg. 5 kendes fra Danmark: C. atridorsum Kieffer, 1924, C. lepidocalcar Krüger, 1938, C. mancus (Walker, 1856), C. nigrovittatus (Goetghebuer, 1922) og C. vanderwulpi (Edwards, 1929) (Lindegaard, 1997).

Ernæring. Cladotanytarsus lever dels som græsser af alger, dels af detritus (Moog, 1995).

Udbredelse på Bornholm. Cladotanytarsus er på Bornholm endnu ikke fundet i andre vandløb end i Kobbeå.

▲

Micropsectra sp.

Abundans og livscyklus i Kobbeå. Micropsectra var med over 100 ind./m2 i middel en vigtig del af chironomidefaunaen i Kobbeå. Bortset fra maj måned var der larver til stede i alle årets måneder, og der blev fundet pupper i april og juni (fig. 208). Micropsectra har derfor mindst to årlige generationer i hhv. april og juni. Et lokalt maximum i abundansen med over 200 ind./m2 antyder desuden endnu en eftersommergeneration i august måned. September-oktober er abundansen lav, under 50 ind./m2, hvorefter den atter stiger og er middelhøj i perioden november-marts.

Livscyklus (litteraturreferencer). Den relativt høje abundans i november-marts i Kobbeå kan forklares med, at Micropsectra larverne efter den sidste generation med emergens omkring august, hurtigt vokser til og overvintrer i 3.-4. stadie (Lindegaard & Mortensen, 1988), hvorfor slægten bliver overrepræsenteret i prøverne alene ud fra størrelsen. Lindegaard (1972) fandt et stort antal Micropsectra larver i Linding Å, men var ikke i stand til at artsbestemme dem. Ud fra fund af imagines kunne det fastslås, at der var tale om arterne M. atrofasciata, hvis hovedudbredelse er i vandløb og i mindre grad søer, samt M. contracta, der er en kold-stenoterm art, som bl.a. er fundet i Bodensøen. Micropsectra larverne havde maximum abundans i marts-april og i juni-juli.

I Rabis Bæk i Midtjylland var Micropsectra sp. den mest talrige chironomide med over 50 % af samtlige chironomider og abundanser op til 30.000 ind./m2 (Lindegaard & Mortensen, 1988). Der fandtes i Rabis Bæk 3 årlige generationer med abundans i hhv. april-maj, juli og september-oktober. Ud fra bestemmelser af imagines kunne det fastslås, at der var tale om (mindst) 3 arter: M. apposita (Walker, 1856), M. atrofasciata (Kieffer, 1911) og M. notescens (Walker, 1856), men det kunne ikke fastslås, om alle arter havde 3 årlige generationer (Lindegaard & Mortensen, 1988). Siebert (1980) fandt i det lille tyske vandløb Breitenbach ved emergensundersøgelser, at livscyklus kunne variere fra 2 til 4 (eller måske 5) årlige generationer for arten M. atrofasciata.

Habitat. Micropsectra arterne er kendt fra forskellige habitater, som kilder, vandløb og både permanente og udtørrende småsøer, samt i større søer. I de større søer træffes flest arter i brednære omgivelser, men der findes også arter i profundalzonen. I vandløbene er det foretrukne levested områder med svag strøm og ophobning af slam og mudder, hvori de lever i deres karakteristiske rør (Pinder & Reiss, 1983). På steder med svag strøm og aflejringer af mudder og fint detritus, kan individer af denne slægt være særdeles talrig, også i rene vandløb, hvor de i ”Micropsectra samfundet” findes sammen med bl.a. Macropelopia nebulosa og Prodiamesa olivaceae (Lindegaard, 1972).

Ernæring. Detritus spiller for Micropsectra den vigtigste rolle som fødeemne (Moog 1995).

Udbredelse. Micropsectra har en Holarktisk udbredelse med over 80 arter (Pinder & Reiss, 1983). I Nordeuropa er der fundet 17 arter, og heraf er de 10 arter kendt fra Danmark (Lindegaard, 1997).

Udbredelse på Bornholm. Micropsectra er almindelig i mange bornholmske vandløbstyper og er bl.a. fundet flg. steder: Svenskebæk, Rheocren ved Bjerregård, Grynebækken, Tilløb til Gyldenså fra Lyrsby Skov (udtørrende?), rheocren ved Gyldenså, Møllebækken ved Hammershus samt Kæmpeå ved Helligpeder (pers. obs.).

▲

Rheotanytarsus sp.

Oversigt. Arten blev ikke taget på prøvestrækningen ved de kvantitative faunaindsamlinger i 1999-2000, men der er taget larver i sparkeprøver medio august i både 2002 og 2003 på prøvestrækningen, og højere oppe i vandsystemet blev der i juli 2002 taget larver på slisken til plaskemøllen ved Rågelundsgård.

Habitat. Larverne er rheobiontiske og findes både i mindre vandløb (rhithron) og i større vandløb og floder (potamon), hvor de karakteristiske larverør fæstnes til sten eller planter (Pinder & Reiss, 1983). Slægten har et relativt højt temperaturoptimum på 18,1 ± 3,2 °C (Rossaro, 1991).

Livscyklus. Livscyklus er ukendt, men fund af en puppe ved Onsbæk omkring Ørsteds Kilde den 22. august 2003 antyder, at der findes i hvert fald én årlig generation med flyvetid i eftersommeren. Puppen befandt sig i larvehuset, der var forseglet i enden (pers. obs.).

Ernæring. Larverørene er på ydersiden forsynede med lister, der breder sig kegleformet ud fra åbningen. Mellem disse arme spinder larven et fangnet, og føden udgøres af det detritus, der indfanges i nettet.

Udbredelse. Slægten er udbredt over hele jorden med mindst 14 holarktiske arter (Pinder & Reiss, 1983). I Nordeuropa er der fundet 6 arter, heraf 5 i Danmark (Lindegaard, 1997). De fundne individer er ikke søgt artsbestemt.

Udbredelse på Bornholm. Rheotanytarsus synes ikke at være særlig udbredt på Bornholm, idet jeg udover i Kobbeå kun har fundet den i Blykobbeå ved Sursænkevej. At slægten er ringe repræsenteret kan dog delvis tilskrives, at larverørene sidder godt hæftede på substratet, så de kun i begrænset omfang medtages i sparkeprøver (pers. obs.).

▲

Referencer:

Berg, M.B. (1995): Larval food and feeding behaviour, pp. 136-168 i: Armitage P.; Cranston P.S.; Pinder L.C.V. (Eds.): The chironomidae. The biology and ecology of non-biting midges. Chapman & Hall, 1995, 572 pp.

Berg, M.B. & Hellenthal, R.A. (1992): Life Histories and Growth of Lotic Chironomids (Diptera: Chironomidae). – Annales of the Entomological Society of America 85(5): 578-589.

Cranston P.S.; Pinder L.C.V. (Eds.) (1983): The Chironomidae. The biology and ecology of non-biting midges. Chapman & Hall, 1995, 572 pp.

Cranston, P.S.; Oliver, D.R. & Sæther, O.A. (1983): The larvae of Orthocladiinae (Diptera: Chironomidae) of the Holarctic region – Keys and diagnosis. Pp 149-291 i: Wiederholm T. (Ed.): Chironomidae of the Holarctic Region. Keys and Diagnosis. Part 1. Larvae. – Entomologica Scandinavica Supplement No. 19.

Coffmann, W.P.; Cranston, P.S.; Oliver, D.R.; Sæther, O.A. (1986): The pupae of Orthocladiinae (Diptera: Chironomidae) of the Holarctic Region – Keys and Diagnosis, pp 147-296 i: Wiederholm T. (Ed.): Chironomidae of the Holarctic Region. Keys and Diagnosis. Part 2. Pupae. – Entomologica Scandinavica Supplement No. 28.

Drake, C.M. (1982): Seasonal dynamics of chironomidae (Diptera) on the Bulrush Schoenoplectus lacustris in a chalk stream. – Freshw. Biol. 12: 225-240.

Fittkau, E.J. (1962): Die Tanypodinae (Diptera: Chironomidae). – Abh. Larvalsyst. Insekten 6: 1-453.

Fittkau, E.J. & Reiss, F. (1978): Chironomidae. pp 404-440 i: Illies, J. (Ed.): Limnofauna Europaea. A checklist of the Animals Inhabiting European Inland Waters, with Accounts of their Distribution and Ecology (except Protozoa), 2. Edition, Gustav Fischer Verlag, Stuttgart & New York

Fittkau, E.J. & Roback, S.S. (1983): The larvae of Tanypodinae (Diptera: Chironomidae) of the Holarctic Region – Keys and Diagnosis. Pp 33-110 i: Wiederholm T. (Ed.): Chironomidae of the Holarctic Region. Keys and Diagnosis. Part 1. Larvae. – Entomologica Scandinavica Supplement No. 19

Fittkau, E.J. & Murray, D.A. (1986): The pupae of Tanypodinae (Diptera: Chironomidae) of the Holarctic Region – Keys and Diagnosis. Pp 31-113 i: Wiederholm T. (Ed.): Chironomidae of the Holarctic Region. Keys and Diagnosis. Part 2. Pupae. – Entomologica Scandinavica Supplement No. 28.

Hoffmann, A. & Hering, D. (2000): Wood-Associated Macroinvertebrate Fauna in Central European Streams. – Internat. Rev. Hydrobiol. 85(1): 25-48.

Kawecka, B. & Kownacki, A. (1974): Food conditions of Chironomidae in the River Raba. – Entomologisk Tidskrift Supplement 95: 120-128.

Langton, P.H. & Casas, J. (1999): Changes in chironomid assemblage composition in two Mediterran mountain streams over a period of extreme hydrological conditions. – Hydrobiologia 390: 37-49.

Lehmann, J. (1971): Die Chironomiden der Fulda (Systematische, ökologische und faunistische untersuchungen). – Arch. Hydrobiol. /Suppl 37(4): 466-555.

Lindegaard, C. (1972): An ecological investigation of the chironomidae (Diptera) from a Danish lowland stream (Linding Å) – Arch. Hydrobiol. 69: 465-507.

Lindegaard, C. (1992): Zoobenthos ecology of Thingvallavatn: vertical distribution, abundance, population dynamics and production. Oikos 64: 257-304.

Lindegaard, C. (1995): Chironomidae (Diptera) of European Cold Springs and factors Influencing Their Distribution. – Journal of the Kansas Entomological Society 68(2) suppl.: 108-131.

Lindegaard, C. (1997): Diptera Chironomidae, Non-biting Midges. Pp 265-294 i: Nilsson A.N. (Ed.): Aquatic Insects of North Europe – A taxonomic Handbook. Vol. 2. Odonata – Diptera. Apollo Books, Denmark.

Lindegaard, C. & Brodersen, K.P. (1995): Distribution of Chironomidae (Diptera) in the river continuum, pp 257-271 i: Cranston, P. (Ed.): From genes to ecosystems. CSIRO Publications, Melbourne.

Lindegaard, C. & Mortensen, E. (1988): Abundance, life history and production of Chironomidae (Diptera) in a Danish lowland stream. – Arch. Hydrobiol./Suppl 81: 563-587.

Lindegaard, C; Brodersen, K.P.; Wiberg-Larsen, P; Skriver, J. (1998): Multivariate analyses of macrofaunal communities in Danish springs and springbrooks. – Side 201-219 i: L. Botosaneanu (Ed.): Studies in Crenobiology – The biology of springs and springbrooks. Backhuys Publisher, Leiden, The Nederlands, 1998.

Maitland P.S. (1964): Quantitative studies on the Invertebrate Fauna of Sandy and Stony Substrates in the River Endrick, Scotland. – Proc. Roy. Soc. Edin. B 68: 277-301.

Moog O. (1995) (Ed.): Fauna Aquatica Austriaca. A comprehensive species inventory of Austrian aquatic organisms with ecological notes.Version 1995. Part 3b: Saprobic Valencies; Part 3c: Longitudinal Distribution Along Biocoenotic Regions; Part 3d: Functional-feeding guilds species level; Part 3e: Functional-Feeding Guilds Family/Genus Level.

Oliver D.R. (1983): The larvae of Diamesinae (Diptera: Chironomidae) of the Holarctic Region – Keys and Diagnosis. Pp 115-138 i: Wiederholm T. (Ed.): Chironomidae of the Holarctic Region. Keys and Diagnosis. Part 1. Larvae. – Entomologica Scandinavica Supplement No. 19.

Oliver D.R. (1986): The pupae of Diamesinae (Diptera: Chironomidae) of the Holarctic Region – Keys and Diagnosis. Pp 119-137 i: Wiederholm T. (Ed.): Chironomidae of the Holarctic Region. Keys and Diagnosis. Part 2. Pupae. – EntomoThe larvae og logica Scandinavica Supplement No. 28.

Pinder L.C.V (1995): The habitats of chironomid larvae, pp. 107-135 i: Armitage P.; Cranston P.S.; Pinder L.C.V. (Eds.): The chironomidae. The biology and ecology of non-biting midges. Chapman & Hall, 1995, 572 pp.

Pinder L.C.V. & Reiss F. (1983): The larvae of Chironominae (Diptera: Chironomidae) of the Holarctic Region – Keys and Diagnosis, pp 293-435 i: Wiederholm T. (Ed.): Chironomidae of the Holarctic Region. Keys and Diagnosis. Part 1. Larvae. – Entomologica Scandinavica Supplement No. 19.

Pinder L.C.V. & Reiss F. (1986): The pupae of Chironominae (Diptera: Chironomidae) of the Holarctic Region – Keys and Diagnosis, pp 299-456 i: Wiederholm T. (Ed.): Chironomidae of the Holarctic Region. Keys and Diagnosis. Part 2. Pupae. – Entomologica Scandinavica Supplement No. 28.

Potter D.W.B & Learner M.A. (1974): A study of the benthic macroinvertebrates of a shallow eutrophic reservoir in South Wales with emphasis on the Chironomidae (Diptera); their life-history and production. – Archiv für Hydrobiologie 74: 186-226.

Rossaro, B. (1991): Chironomids and water temperature. Aquatic Insects 13: 87-98.

Schmid, P.E. (1993): Habitat preferences as patch selection of larval and emerging chironomids (Diptera) in a gravel brook. Nederlands Journal of Aquatic Ecology, 26: 419-429.

Siebert, M. (1980): Die Emergenz der Chironomiden im Breitenbach 1969-1973. Schlitzer Produktionsbiologische Studien (44). – Arch. Hydrobiol./Suppl. 58 3: 310-355.

Soldan, T. (1988): Distributional patterns, host specificity and density of an epoictic midge, Epoicocladius flavens (Diptera, Chironomidae) in Czechoslovakia. – Vestnik Ceskoslovenske Spolecnosti Zoologicke 52(4): 278-289.

Svensson, B. (1976): The association between Epoicocladius ephemerae Kieffer (Diptera: Chironomidae) and Ephemera danica Müller (Ephemeroptera). - Arch. Hydrobiol. 77(1): 22-36.

Svensson, B.S. (1979): Pupation, emergence and fecundity of phoretic Epoicicladius ephemerae (Chironomidae). – Holarctic Ecology 2: 41-50.

Svensson, B.S. (1979a): The association between Epoicocladius flavens (Chironomidae) and Ephemera danica (Ephemeroptera). Dissertation. Lund 1979.

Svensson, B.S. (1980): The effect of host density on the success of commensalistic Epoicocladius flavens (Chironomidae) in utilizing streamliving Ephemera danica (Ephemeroptera). – Oikos 34: 326-336.

Svensson, B.S. (1986): Eukiefferiella ancyla sp. n. (Diptera: Chironomidae) a commensalistic midge on Ancylus fluviatilis Müller. – Ent. Scand. 17: 291-298.

Thienemann, A. (1906): Planaria alpina auf Rügen und die Eiszeit. – X jahresber. der Geogr. Ges. zu Greifswald 1906.

Thienemann, A. (1954): Chironomus. Leben, Verbreitung und Wirtschaftliche Bedeutung der Chironomiden. – Die Binnengewässer, Band XX: 834 pp.

Tokeshi, M. (1986): Population ecology of the commensal chironomid Epoicocladius flavens on its mayfly host Ephemera danica. – Freshwater Biology 16: 235-243.

Tokeshi, M (1995): Life cycles and population dynamics, pp. 225-268 i: Armitage P.; Cranston P.S.; Pinder L.C.V. (Eds.): The Chironomidae. The biology and ecology of non-biting midges. Chapman & Hall, 1995, 572 pp.

Vejle Amt (1988): Smådyrfaunaen og forureningstilstanden i Grejs Å med tilløb 1987. Undersøgelse og rapport udført af Bio/consult for Vejle Amtskommune. 93 pp.

▲